Jeg husker tydeligt min mors sms for nogle år tilbage, med den kontante besked : Glem at du har mor, far og søskende, farvel og tak.
Hvad der har ledet op til den besked, vil jeg naturligvis prøve at beskrive.
Min barndom har alt i alt været god. Barndom i Danmarks ældste by, Ribe, er nu ikke helt dårligt.
Alle mine venner var danske, fordi der på daværende tidspunkt ikke var så mange med indvandrerbaggrund (som der er nu)
Mine forældre lod mig og mine yngre søskende se julekalender, selvom vi ikke holdte jul. Jeg kunne overnatte hjemme ved min skinkespisende barndomsven Lars, hvor vi spillede Nintendo hele natten.
Jeg talte dansk derhjemme uden at blive tvunget til at tale arabisk.
Naturligvis var der også ting i min barndom, som jeg i dag mener mine forældre gjorde forkert. Men jeg er altså en voksen mand i dag, og kan tilgive, og ved, at alle forældre laver fejl. Ofte laves fejlene udfra de bedste intentioner.
Alt i alt, er min barndom præget af stor frihed, og min mor har altid været en tryghed for mig, og den som altid har forsøgt at holde sammen på familien.
Selv med koran læsning og lære at bede, opgav mine forældre ret hurtigt, fordi jeg hellere ville se tegnefilm på tyske RTL, og nok var lige så stædig, som jeg er i dag. Jeg ville ikke.
Men.
Jeg lagde mærke til som barn, hvordan islam spillede en væsentlig rolle i hjemmet, men aldrig udadtil.
Når mine forældre fik besøg af muslimske venner fra andre byer, som Odense, Esbjerg og København, så forgik der en social kontrol. Jeg forstod det selvsagt ikke dengang, men når deres venner kom med fordømmende kommentar som “hvorfor gider han ikke snakke arabisk” om mig, eller når gæsterne udviste en hvis foragt for at min ven var en dansker (Lars)
Hver gang, var islam det, som blev bragt op som argument for, at jeg skulle tale arabisk og holde mig fra danskere. Man kan være venner med danskere, men kun for at fortælle om “fantastiske islam.”
Dén sociale kontrol, blev kun intensiveret, da vi flyttede fra rolige Ribe, til 2.sal i ghettoen i Kolding Skovparken.
Jeg har i mange år tænkt, at mine forældre valgte dette, fordi de savnede flere af “deres landfolk- ligesindede”
Men virkeligheden har været, at de var bange for at jeg blev for dansk.
I Skovparken, startede jeg som en rod, sammen med de andre rødder. Hverken god borger ifølge samfundet, og heller ikke god muslim ifølge muslimerne.
Men jeg gik fra at være en rod, til at ændre min omgangskreds, og til sidst også blive islamisk gift med en kvinde i tørklæde.
Pludselig var der anerkendelse og det hed “mashallah” fra fremmede jeg ikke kendte.
Min mor var stolt. Min far var stolt. Men jeg løj i virkeligheden for mig selv.
Dét, islamiske miljø, jeg nu befandt mig i, var så indædt af had til alt dansk.
Jeg var nu en del af det segment, som netop pressede min familie dengang i Ribe.
Hvad fanden lavede jeg der. ?
Jeg manglede mod til at sige fra højt og tydeligt. Og samme tid, var den stolthed hos min mor og far, også noget der fyldte. Kunne jeg virkelig være “bekendt” at smide alt det på jorden nu ?
Allah betød intet for mig på dette tidspunkt. Altså frygten for Allahs straf, og det religiøse fængsel var jeg personligt forlængst ovre.
Så hvad lavede jeg dog her, hvor jeg kaldte mig muslim udadtil og forsøgte at efterleve de forventninger der er ?
Danske arbejdskolleger kunne mærke en forandring i mig, og jeg var selv klar over det.
Det var jeg nødt til at gøre op med.
Jeg kunne ikke lyve for mig selv længere.
Hvis man har læst min bog ved man mere i detaljer.
Men jeg råber højt i dag, at jeg er EX-MUSLIM fordi jeg mener at navlestrengen er nødt til at klippes helt. Ingen halvejs løsninger, eller “fortolke islam på min egen måde”
Uanset hvor meget jeg forsøgte at fortolke islam, så var det i bund og grund en løgn for mig selv og et forsøg på at retfærdiggøre det for mig selv.
Og det skabte et forøget pres på mine forældre da jeg begyndte at råbe højt.
Vrede muslimer kontaktede mine forældre når de læste et indlæg fra mig, eller et opslag på Facebook. I håb om at få mig rettet ind.
Det virkede ikke. Jeg fortsatte.
Folk som mødte truende op på adressen hjalp heller ikke. Jeg fortsatte.
Til sidst var presset så stort, at de så valgte at slå hånden af mig.
Men selv det, ser jeg blot som et desperat forsøg på at få mig rettet ind.
Et manipulativ forsøg på at spille på min samvittighed. (Hvordan kan du gøre det mod din familie osv)
Men jeg fortsætter.
Kære mor, jeg elsker dig, men det er altså jer, som skal gøre op med de mennesker omkring jer og jeres fælles islam. Jeg gider det ikke, og kommer heller ikke til at lade som om jeg gider det.
Jeg skriver dette offentligt, fordi jeg ved at de andre kigger med. I ved, de som åbenbart mener i er dårlige forældre, fordi i lod mig blive “for dansk”.
Jeg mener ikke i er dårlige forældre, men i har bare ladet jer styrer af deres snak om hvad “den sande islam er”
Glem islam, og glem de, som nu prøver at udskamme jer, fordi jeres søn hiver underbukserne ned på islam offentligt.
Jeg er stadig den dreng i ser på billedet her. Og hvis i vil lade den religiøse sociale kontrol styrer forholdet her, så gør det, men det bliver uden mig.
Jeg har min egen lille familie nu, og i har endnu ikke haft glæden ved at møde vores børn.
Jeg er exmuslim, og er det fortsat i morgen også.
Glædelig mors dag.
